Forebyggelse og kommunikation
Som koordinator skal du deltage i projektgennemgangen og sikre en god kommunikation med især entreprenører og ansatte fx ved at planlægge opstartsmøder.
I de fleste projekter bliver der afholdt projektgennemgangsmøder mellem de projekterende, bygherren og entreprenørerne. Formålet er at bruge entreprenørernes erfaringer til at afdækket forhold, der kan føre til svigt, eller som er særligt risikofyldte eller vanskelige.
Punkter til projektgennemgangen kan være:
- Er der uoverensstemmelser i projektet?
- Er der uklarheder i projektet?
- Er de fysiske forhold som beskrevet?
- Er der særlige kritiske forhold?
- Er udførelsesmetoder fastlagt?
- Er der behov for projektændringer?
- Er forhold vedrørende tidsplanen beskrevet, og er den realistisk?
Det er en god idé, at arbejdsmiljøkoordinator (P) og arbejdsmiljøkoordinator (B) deltager i projektgennemgangen for at skabe et fælles billede af projektmaterialets forudsætninger og forventningerne til udførelsen.
Kommunikation
Som arbejdsmiljøkoordinator (B) skal du planlægge, hvordan du vil sikre, at entreprenører og ansatte kender bygherrens arbejdsmiljøpolitik og særlige forhold på pladsen. Du kan bl.a. løse denne opgave ved løbende at holde opstartsmøder på byggepladsen for håndværkere.
Plancher el. lign kan være en rigtig god støtte på disse møder.
Arbejdsmiljøkoordinatoren har behov for at kommunikere med forskellige aktører på pladsen. Det drejer sig om bygherre, projekterende/tilsyn, arbejdsgivere og sikkerhedsrepræsentanter. Det er vigtigt at gøre sig klart, hvilket kommunikationsbehov koordinatoren har for at kunne udføre sine arbejdsopgaver, og hvilke virkemidler, der er bedst egnede til at komme i kontakt med modtagerne.
Senest revideret den 9. februar 2010