Arbejdsmiljøkoordinator (B)s rolle i PSS
I opstartsfasen færdiggør bygherrens arbejdsmiljøkoordinator(er) P og B i fællesskab plan for sikkerhed og sundhed (PSS) før byggestart, og arbejdsmiljøkoordinator (B) sørger for, at den bliver ført ajour i udførelsesfasen.
Når bygherren har indgået aftaler med entreprenørerne, skal PSS laves færdig med udgangspunkt i det grundlag, som er udarbejdet i projekteringsfasen og de konkrete aftaler, der er indgået med entreprenørerne.
Det er bygherrens ansvar at sikre, at PSS er tilgængelig ved opstart af byggepladsen, og at den ajourføres. Bygherren vil, hvis arbejdsmiljø-koordinator (P) og (B) er forskellige personer, være nødt til at sikre samarbejdet og overdragelsen mellem de to koordinatorer. Det samme gør sig gældende ved rullende projektering, hvor bygherren vil være nødt til at tage stilling til, hvordan koordineringen af såvel projekteringen og byggeprocessen udføres samtidigt.
Byggepladsens organisation
Oversigten over byggepladsens organisation udbygges med en fyldestgørende adresse- og telefonliste, der skal indeholde firmanavne og -adresser, kontaktpersoner, telefonnumre, og e-mailadresser på:
- Bygherren og dennes tilsyn
- De projekterende firmaer
- Entreprenører og deres byggeleder
- Fagentreprenørfirmaer, konduktører/underentreprenør, firmaer, konduktører
- Den person som på bygherrens vegne har udarbejdet PSS (arbejdsmiljøkoordinator (P))
- Den person som på bygherrens vegne skal ajourføre PSS (arbejdsmiljøkoordinator (B))
- Arbejdsmiljøorganisationens opbygning/deltagere i evt. arbejdsmiljøgrupper og arbejdsmiljøudvalg i den udstrækning, disse er kendt på dette tidspunkt
Opstartsmøde
Det er en god idé, at der før byggestart holdes et eller flere opstartsmøder med deltagelse af de virksomheder, der skal udføre byggeriet. På mødet laves en samlet gennemgang af PSS. Hvis arbejdsmiljøkoordinator (P) og arbejdsmiljøkoordinator (B) ikke er samme person, er det bl.a. på dette møde, at der sker en overdragelse af det videre arbejde med PSS, ligesom ønsker fra de udførende firmaer kan indarbejdes i PSS.
Formålet er, at alle har det bedst mulige kendskab til det fælles arbejds-miljø på pladsen, så entreprenørerne får mulighed for at planlægge egne nødvendige forholdsregler. Også entreprenører, der først udfører arbejde på et senere tidspunkt, bør orienteres om hovedindholdet i PSS inden byggepladsstart.
Revision
Byggepladstegninger bør revideres ud fra det konkrete kendskab til den enkelte entreprenørs valg af tekniske hjælpemidler, pladsbehov m.m. Tidsplanen bør gøres detaljeret og eventuel revideres i samarbejde med entreprenøren, så alle aktiviteters indbyrdes relationer kan aflæses.
Planens øvrige elementer tilrettes efter behov på tilsvarende måde.
Herefter færdiggøres PSS og godkendes endeligt af bygherren. PSS bør udformes i en let tilgængelig form. PSS skal foreligge inden byggeplads-start og skal være tilgængelig for arbejdsgiverne og deres ansatte ved deres start på byggepladsen.
Arbejdsmiljøkoordinator (B)’s rolle i udførelsesfasen
PSS skal i hele byggeperioden være tilgængelig for alle arbejdsgivere og deres ansatte på byggepladsen og skal indgå aktivt i grundlaget for samarbejdet om sikkerhed og sundhed.
Introduktionsmøder
Bygherrens koordinator bør sikre, at alle nytilkomne arbejdsgivere og deres ansatte inden opstart på byggepladsen får den nødvendige information om den aktuelle ajourførte PSS. Det er en god en idé, at der, umiddelbart før nye entrepriser igangsættes, bliver afholdt et introduktionsmøde, hvor PSS gennemgås detaljeret med særlig vægt på forhold i tidsplan, materialevalg (hvis der stilles særlige krav til disse), oplag af materialer og affald samt krav til oprydning og rengøring, som har betydning for den nytilkomne arbejdsgiver på byggepladsen.
Tilsvarende introduktionsmøder bør afholdes af hovedentreprenøren, når der bliver indgået nye aftaler med underentreprenører.
Ajourføring af PSS
PSS skal løbende ajourføres. Det er en god idé, at det altid fremgår, hvordan byggepladsens sikkerhedsorganisation er opbygget. Det skal fremgå, hvem der hos de enkelte arbejdsgivere indgår i en sikkerheds-gruppe, samt hvem der repræsenterer de enkelte arbejdsgivere og sikkerhedsgrupper ved sikkerhedsmøderne. Det anbefales, at bygherren pålægger alle entreprenører mødepligt.
Referater fra sikkerhedsmøderne skal være tilgængelige for alle på pladsen og sendes til mødedeltagerne, bygherren, alle arbejdsledere, de beskæftigede virksomheder, arbejdsmiljøgrupperne samt eventuelle tillidsrepræsentanter. Koordinatoren bør lave en liste over referat-modtagere.
Beskrivelse af ændringer
Der kan i løbet af byggeriet opstå forskydninger i tidsplanen/arbejds-processerne. Det er vigtigt at få alle ændringer indføjet i PSS, herunder:
- Nye fællesområder
- Risici for at udsætte andre for skadelige påvirkninger fra støv, støj m.v.
- Ændret anvendelse af stilladser, fx brug af reklamer på store facadestilladser, hvilket kræver betydelig bedre fastgørelse end forudsat efter udbudsmaterialets angivelser.
Endelig er det vigtigt, at det til enhver tid fremgår af PSS, hvem der har ansvar for hvad. Det anbefales, at alle ændringer i PSS beskrives i referater fra de ordinære sikkerhedsmøder (med forudgående/efter-følgende behandling på byggemøder).
Sørg for:
Arbejdsmiljøkoordinatoren skal sikre sig, at fejl og mangler i fælles-foranstaltningerne rapporteres til ham/hende, så man straks kan orientere den entreprenør, der har pligten til at tilvejebringe og vedligeholde pågældende foranstaltninger. Man skal også sørge for, at nødvendige fællesforanstaltninger, som ikke har været planlagt, bliver indføjet i PSS med beskrivelse af “hvem gør hvad, hvornår”.
Det er en fordel, at bygherren udstyrer koordinatoren med kompetence til at sikre udbedringer i tilfælde af fejl og mangler i fællesforanstaltningerne. Det er også en fordel, at koordinatoren sikrer sig en oversigt over samtlige mærkningspligtige produkter inkl. brugsanvisninger, der under udførelsen af de enkelte arbejdsprocesser anvendes af den enkelte arbejdsgiver. Dette vil især være nyttigt i tilfælde af ulykker, brand og andre særlige beredskabsforhold
Koordinering
Selv med en perfekt planlægning på projektniveau er det nødvendigt med en detailstyring og koordinering af de fælles sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Koordineringen skal sikre, at forholdene er forsvarlige for alle på byggepladsen under hele byggeperioden.
Ændringer som følge af koordineringen skal løbende aftales og oplyses på de ordinære sikkerhedsmøder, hvor skriftlig dagsorden og referat skal sikre klarhed over trufne aftaler (med forudgående/efterfølgende behandling på byggemøder). Koordinatoren bør ved ajourføring af PSS som følge af fx ændrede tidsplaner, ændrede indbyrdes placeringer af arbejder etc. have en tæt dialog med den projekterende og med arbejdsmiljøkoordinator (P).
Se også:
Arbejdsmiljøkoordinator (P)s rolle i PSS
Generelt om PSS
Senest revideret den 6. december 2011