Forside > Arbejdsmiljøkoordinator(B) > Udførelsesfasen > Organisering

Organisering af sikkerhedsarbejdet

Det er vigtigt for din koordinering af sikkerhedsarbejdet i byggefasen, at I har skrevet ansvarsfordelingen ned, og at du selv har en målsætning for dit koordinerende arbejde.

Skriftlig ansvarsfordeling
Det er afgørende for et godt samarbejde og en god byggeproces, at alle er klar over, hvem der har hvilken rolle og dermed hvilke opgaver.
Det kan være en god idé, at lave en skriftlig ansvarsfordeling, så det er synligt for alle.

Vær opmærksom på, at der opstår et øget behov for ledelse og koordinering, når antallet af entrepriser stiger.

Ajourføring af Plan for sikkerhed og sundhed (PSS)
Der vil i løbet af byggeriet ofte opstå forskydninger i tidsplanen og arbejdsprocesserne. Det er vigtigt at få alle ændringer indføjet i PSS, herunder:

  • nye fællesområder

  • ændringer i afgrænsning af ansvar for sikkerhedsforanstaltninger i fællesområder

  • ændringer i risici for at udsætte andre for skadelige påvirkninger fra støv, støj m.v.

  • ændret anvendelse af tekniske hjælpemidler fx brug af reklamer på store facadestilladser, hvilket kræver betydelig bedre fastgørelse.

  • ændringer af byggepladsplanen

Endelig er det vigtigt, at det til enhver tid fremgår af PSS, hvilke entreprenører der har ansvar for et etablere, vedligeholde og fjerne sikkerhedsforanstaltninger i fællesområde.

Sikkerhedsmøder
På sikkerhedsmødet snakker arbejdsmiljøkoordinator (B) og arbejdsmiljøgrupperne om sikkerhedsforholdene på pladsen. Det gode sikkerhedsmøde giver en fælles afklaring af sikkerhedsarbejdet og får indflydelse på planlægningen af produktion og arbejdsprocesser.

Ombygning og renovering
Ved ombygnings- og renoveringsopgaver foregår byggeriet ofte samtidig med, at bygningerne fortsat er i drift, og brugerne derfor skal udføre deres normale arbejdsopgaver samtidig med, at der bygges. I de tilfælde skal brugernes arbejdsmiljøorganisation inddrages i at sikre brugernes arbejdsmiljø i byggeperioden.

Eksempler på byggeri i bygninger, som samtidig er i drift som arbejdspladser, kan være ombygning af en skole, hvor der fortsat skal undervises eller renovering af en hospitalsafdeling ved siden af andre hospitalsafdelinger, hvor der fortsat er sygehusdrift.

Sammenblandingen mellem byggeplads og brugernes arbejdsplads kan føre til en væsentlig risiko for ulykker for begge parter og til gener i arbejdsmiljøet i form af støj, støv og vanskelige adgangsforhold. Det er derfor væsentligt, at grænsefladen mellem byggeplads og brugernes arbejdspladser er planlagt og koordineret under udførelsen.

Brugernes arbejdsgiver har et ansvar
På brugernes arbejdsplads er det arbejdsgiveren (som ofte også vil være bygherre), der har pligt til at involvere arbejdsmiljøorganisationen i planlægningen og udførelsen af byggeriet. På byggepladsen vil det normalt være den byggepladsansvarlige, der skal stå for koordineringen.

Vigtige erfaringer med ombygning og renovering
Erfaringen viser, at det har stor betydning at sikre:

  • At risici og gener i grænsefladen er grundigt kortlagt og vurderet, således at der kan gennemføres fornødne forbyggende foranstaltninger i forbindelse med indretning af byggepladsen eller i forbindelse med arbejdets tilrettelæggelse.

  • Et højt informationsniveau fra byggepladsen til brugerne om kommende aktiviteter, der kan medføre gener eller belastninger. Der skal følges op på informationerne, hvis der sker ændringer i planlægningen, således at informationerne bevarer et højt troværdighedsniveau.

  • Meget korte kommunikationslinier mellem byggeplads og brugernes arbejdsplads. Det opnås bedst ved udpegning af ansvarlig kontaktperson begge steder, der har fornøden kompetence til at handle hurtigt, hvis der opstår uhensigtsmæssige situationer.

  • At konkrete hændelser af betydning for arbejdsmiljøet og sikkerheden rapporteres og undersøges, og at resultatet af undersøgelsen kommunikeres til både byggeplads og brugernes arbejdsplads.


Journal
Når projektet er færdiggjort, skal det overdrages til brugerne til den efterfølgende driftsfase. Her ligger en vigtig opgave i at få viderebragt informationer fra projektet til brugere og driftsfolk. Koordinator (B) og (P) vil derfor få et særligt ansvar for at få overleveret denne viden og sørge for instruktion og eventuelle opfølgninger.

Det anbefales derfor, at der aftales en særlig overleveringsprocedure, hvor koordinator (B), entreprenører, relevante driftsfolk og eventuelt også koordinator (P) deltager. Her gennemgås den af koordinator (P) med projektændringer opdaterede journal samt driftsinstruktioner og kvalitetssikringsmateriale. Ligeledes sørger koordinator for, at eventuelle instruktioner i teknisk materiel bliver gennemført for relevante driftsfolk, og – hvis det er nødvendigt – at der sikres opfølgning på dette. Journalen skal indgå i det til bygherre og brugere overdragede Drifts- og vedligeholdsmateriale.





Senest revideret den 2. december 2011
Eksempler
 

Ombygning og renovering

Tjekliste pdf
Tjekliste til planlægning af byggeopgaver i eksisterende bygninger.

Sikkerhedsmøder
Det gode sikkerhedsmøde pdf
Seminar for sikkerhedskoordinatorer

Sikkerhedsmøde DR ejendomme pdf
Dagsorden DR Radiohuset.

Skabelon for referat pdf
Referat af sikkerhedsmøder