Organisering af sikkerhedsarbejdet
Arbejdsmiljøkoordinatoren har en central placering i projekteringsfasen, når det gælder kortlægning og vurdering af sikkerheds- og sundhedsforhold og den tilhørende risikostyring.
Arbejdsmiljøkoordinatorens opgaver drejer sig om:
- Koordinering af arbejdsmiljøindsatsen under projektering mellem flere parter.
- At sørge for, at de beslutninger, der træffes under projekteringen, tager hensyn til sikkerhed og sundhed under udførelsen og driften af det færdige byggeri.
- At sørge for, at der igangsættes de nødvendige forundersøgelser.
- At sørge for, at beskrivelserne indeholder tilstrækkelige og brugbare informationer om sikkerhed og sundhed.
- Udarbejdelse af en plan for sikkerhed og sundhed.
- Udarbejdelse af en journal for fremtidige arbejder.
Det er vigtigt, at arbejdsmiljøkoordinatoren har et godt kendskab til projektet. Det er forudsætningen for at kunne stille de rigtige spørgsmål på det rigtige tidspunkt.
Kvalifikationer
Læs om krav til arbejdsmiljøkoordinator (P)’s kvalifikationer
Byggeprogrammet og projektgrundlaget
Som arbejdsmiljøkoordinator bør du sætte dig godt ind i byggeprogrammets indhold. Det giver bl.a. et indblik i byggeriets funktion og arkitektur. Dermed får du et billede af byggeriets karakteristika. Det betyder, at du allerede på dette tidspunkt har mulighed for at vurdere, om der skal udføres farligt arbejde. Det kan fx dreje sig om gravearbejde, elementmontage, arbejde i højder m.v.
Det giver arbejdsmiljøkoordinatoren mulighed for at formulere nogle områder, som man skal være opmærksom på i forbindelse med detailprojekteringen, og som vil være i fokus i dialogen under den videre projektering.
Byggeprogrammet giver også mulighed for at identificere, hvor arbejdsmiljøet har særlig betydning, når det gælder drift og vedligehold i det færdige byggeri. Det kan fx dreje sig om polering og renholdelse af ovenlys i atrium, servicering af installationer m.v.
Det giver også mulighed for at identificere fokusområder fra starten af projekteringsfaserne. Fokusområderne kan med fordel indarbejdes løbende i journalen for de fremtidige arbejder.
Byggeprogrammet kan desuden indeholde bygherrens arbejdsmiljøpolitik for projektet.
Læs mere om arbejdsmiljøpolitik
Planlægning
Arbejdsmiljøkoordinatoren kan med fordel sætte sig ind i aftalegrundlaget for projekteringsopgaven, hvor information om organisering og samarbejdsform er beskrevet.
Projekteringstidsplanen angiver fx i hvilke perioder, der laves dispositionsforslag og hovedprojektering. Det er også vigtigt at vide, hvornår der granskes. Hvis projekteringstidsplanen ikke indeholder granskningsperioder, er det vigtigt, at du som arbejdsmiljøkoordinator spørger til det forhold. Vær opmærksom på, at der skal være tid efter granskningen til at indarbejde eventuelle kommentarer fra granskningen.
Ved at kende projekteringstidsplanen har arbejdsmiljøkoordinatoren mulighed for at lave sin egen plan og afstemme denne med projekteringslederen og bygherrerådgiveren.
Ydelsesbeskrivelse / aftale om arbejdsmiljøkoordinering
Det er en god idé, at arbejdsmiljøkoordinatoren og bygherren indgår en skriftlig aftale om de ydelser, som opgaven indeholder. Den er med til at sikre, at I har et fælles billede af ydelsens omfang og indhold. Udarbejdelsen af aftalen kan hjælpe med til at formulere bygherrens forventninger til et godt arbejdsmiljø i sit byggeprojekt.
Senest revideret den 6. december 2011