Kommunikation og samarbejde
I kan med fordel lave en beslutningsplan, så alle involverede bliver klar over, hvornår de forskellige beslutninger skal tages og på hvilket grundlag.
Som en tommelfingerregel kan man sige, at mulighederne for at påvirke byggeriet er store i de tidligste faser af projektet og stærkt faldende i løbet af projektet. Samtidig er omkostningerne ved at ændre beslutningerne stærkt stigende gennem projektet.

Beslutningsplanen lægger rammerne for bygherrens beslutninger og godkendelser fast. Den er med til at sikre, at byggeriet skrider frem, og at beslutningsprocessen ikke kører i ring. Har I en beslutningsplan, er det fastsat, hvor længe I kan blive ved med at diskutere og optimere.
Mål for samarbejdet i byggeorganisationen
Der er i byggebranchen en voksende anerkendelse af nødvendigheden af samarbejde i byggeprocessen.
En ny samarbejdsform er ”partnering” og tendensen går også imod at fokusere på samarbejde generelt på byggeprojekter. Samarbejde giver mulighed for at effektivisere byggeprocessen ved at optimere arbejdsgangene frem for at løbe hurtigere eller forgæves.
Centrale ord i samarbejdet er:
- Kommunikation
- Konflikthåndtering
- Teambuilding og
- Videns- og erfaringsudveksling
Rammerne kan f.eks. sættes ved at bygherren tager initiativ til at holde fælles opstartsmøder i projekterings- og opstartsfaserne, hvor det samlede projektteam i fællesskab opstiller konkrete mål for samarbejdsprocessen. På mødet kan teamet også indgå aftaler om, hvordan samarbejdsprocessen skal overvåges, og hvordan der skal reageres hvis samarbejdet ikke fungerer optimalt på et eller flere områder.
Senest revideret den 22. februar 2010