Forside > Bygherre > Programfasen > Kommunikation og samarbejde

Kommunikation og samarbejde

Det er en god idé at lave en kommunikationsplan og tage stilling til, hvilke medier der skal bruges i kommunikationen. De største faldgruber for kommunikationen er uigennemskuelige beslutningsveje, som gør det svært at overskue, om de rigtige personer modtager de relevante informationer på det rigtige tidspunkt.

Kommunikationsplan
I programfasen bør der laves en kommunikationsplan for bygherreorganisationen. Når nye aktører bliver involveret, bør de også udarbejde en kommunikationsplan. Hver aktør laver sin egen plan, som kan koordineres til en samlet plan. Det kan være nødvendig at lave en plan for hver fase, fordi aktører går ud og ind af projektet.
I nogle byggesager kan en samlet plan være nyttig, i andre er den ikke så nødvendigt. Jo større og mere uoverskuelig et projekt er, jo sværere er det at lave en fælles plan. Men netop her vil en sådan plan tilføre projektet ekstra meget.

Vurdering
Det anbefales at vurdere byggeprogrammet og afklare eventuelle tvivlsspørgsmål ved afslutningen af programfasen. Arbejdsmiljø bør være et af hovedpunkterne i vurderingen.

Fokus på arbejdsmiljø
Formålet med vurderingen af byggeprogrammet er at få et overblik over de forhold, der kan have betydning for arbejdsmiljøet i udførelses- og driftsfasen.

Der kan indhentes væsentlige informationer om de arbejdsmiljøforhold, man kan forvente i udførelses- og driftsfasen, ved at læse byggeprogrammets beskrivelser af byggeriets placering, orientering, funktion, geometri og eventuelle principielle beslutninger om overflader.

Samarbejde
Inddragelse af entreprenørens erfaring kræver et tættere samarbejde mellem parterne i programmerings- og projekteringsfaserne. Bygherren kan med fordel inddrage en række aktiviteter for at fremme samarbejdet og en positiv samarbejdsånd, fx workshops, team-building og incitamentsaftaler, hvor gevinst og tab deles, hvis projektet økonomisk går anderledes end forudsat.



Senest revideret den 9. februar 2010
Eksempler