Forside > Entreprenør > Projekteringsfasen

Projekteringsfasen

Som entreprenør kan du blive inddraget i projekteringen dels ved et tidligt udbud og dels ved funktionsudbud, hvor det typisk overlades til entreprenøren at detailprojektere dele af projektet.

Formålet med at inddrage entreprenøren under projekteringen er at påvirke projektet i en udførelsesvenlig retning Et tidligt samarbejde kan organiseres i forskellige samarbejdsformer. Partnering, der praktiseres i forskellige modeller, er et velkendt eksempel.

Som entreprenør er din rolle at bidrage med ideer og forslag til bygbare løsninger. Du kan desuden være med til at sikre, at projektet er tilstrækkeligt gennemarbejdet, så væsentlige mangler eller uhensigtsmæssigheder bliver opdaget, før selve byggeriet begynder.

Bidrag til arbejdsmiljøindsatsen
Entreprenørens erfaringer kan give et væsentligt bidrag til arbejdsmiljøindsatsen under projekteringen, og det er derfor en oplagt opgave for arbejdsmiljøkoordinator (P) at sikre, at entreprenøren medvirker til bl.a. arbejdsmiljøvurderinger, risikovurderinger og arbejdsmiljøgranskninger.

Ansvar
Ved et tidligt udbud bidrager entreprenøren kun med ideer og forslag, og det er de projekterende, der har ansvaret for projektet og dermed også ansvaret i henhold til Arbejdstilsynets bekendtgørelse 574 om de projekterendes pligter og ansvar.

Ved funktionsudbud, hvor du som entreprenør fx får overladt at detailprojektere et ventilationsanlæg, overgår projekteringsansvaret derimod til entreprenøren. Det samme gælder forpligtigelserne i henhold til bekendtgørelsen om de projekterendes pligter og ansvar.




Senest revideret den 10. februar 2010