Forebyggelse i udførelsesfasen
Som entreprenør tager din forebyggelse af ulykker i denne fase udgangspunkt i arbejdspladsvurderingen, risikovurdering af særlige aktiviteter og brugsanvisningerne, som skal sikre, at de ansatte bruger maskiner og materialer sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Arbejdspladsvurdering (APV)
APV er en proces til systematisk gennemgang af arbejdsmiljøet i det enkelte firma. Den skal udføres i samarbejde mellem ledelse og medarbejderne og munde ud i en handlingsplan, som angiver hvornår, hvordan og hvem der skal løse de problemer, der blev fundet i gennemgangen.
Arbejdspladsvurderingen er en del af grundlaget for instruktion af de ansatte.
I skal ikke lave APV på den enkelte byggeplads, men bruge den til at identificere sikkerheds- og arbejdsmiljøproblemer i de typiske arbejdsprocesser, I udfører.
På det konkrete byggeprojekt er der som regel helt særlige aktiviteter, som der er brug for en nærmere arbejdsmiljøvurdering af. Formålet er at lave en arbejdsprocedure eller sikkerhedsinstruks for netop denne aktivitet på byggepladsen.
Risikovurdering
Risikovurdering er et effektivt redskab ved udarbejdelsen af arbejdspladsvurderingen. Det gælder både den overordnede APV for byggefirmaets generelle aktiviteter og den helt specifikke arbejdsmiljøvurdering på den enkelte byggeplads.
Risikovurdering går ud på at se på forskellige aktiviteter på byggepladsen og vurdere, om risikoen for en ulykke er så lille, at den er acceptabel, eller om den er uacceptabel stor. Hvis risikoen er uacceptabel, skal man sætte ind med forebyggelse, og risikovurderingen kan bruges til at vurdere, om forebyggelsen kan nedbringe risikoen til et acceptabelt niveau.
For at finde frem til risikoen ved de enkelte aktiviteter, skal man se på, hvor stor risiko der er for, at en bestemt fare fører til en ulykke, og dernæst på, hvilken konsekvenser ulykken vil have. En risiko er med andre ord et produkt af sandsynlighed og konsekvens.
Kontrolmetoder
Mønsterarbejdspladsen er en enkel metode, I kan bruge til at registrere, synliggøre og følge op på byggepladsens sikkerhedsmæssige standard. Den tid, I bruger på metoden, kommer mange gange tilbage i form af god styring, bedre adfærd og synlige resultater fx ved oprydning på byggepladsen.
Byggeriets sikkerhedsmålinger (BS-målinger) er en observationsmetode og et værktøj til at måle sikkerhedsniveauet på danske byggepladser. BS-målinger gør arbejdsmiljøet synligt ved hjælp af et enkelt tal - det såkaldte BS-indeks. Ved jævnlige målinger kan indekset vise udviklingen på den enkelte byggeplads. I kan også bruge BS-måling til at sammenligne niveauet mellem forskellige byggepladser.
Arbejdspladsbrugsanvisninger for stoffer og materialer
I skal lave en arbejdspladsbrugsanvisning for hver af de kemiske stoffer og materialer, I bruger på byggepladsen. Den er en vigtig del af grundlaget for instruktion af de ansatte.
I kan lave en separat brugsanvisning hvor der skal være taget stilling til 16 konkrete forhold omkring produktets egenskaber og anvendelse. En anden mulighed er at udarbejde et tillæg til leverandørens brugsanvisning, hvor I fokuserer på de sikkerhedsmæssige foranstaltninger ved den konkrete anvendelse på byggepladsen. For alle produkterne skal I også overveje, om I kan erstatte dem med mindre farlige produkter. Det kaldes substitution.
Læs mere på hjemmesiden Styr på stofferne
Arbejdspladsbrugsanvisninger for tekniske hjælpemidler
Der skal følge en dansk brugsanvisning med alle maskiner, og den er en del af grundlaget for instruktion af de ansatte.
Brugsanvisningen skal indeholde de nødvendige oplysninger for, at jeres ansatte kan bruge maskinen sikkerhedsmæssigt korrekt.
Desuden skal brugsanvisningen indeholde oplysninger om, hvordan maskinen:
- sættes i gang
- bruges
- håndteres
- stilles op
- installeres, indstilles, vedligeholdes og repareres uden fare
- evt. krav om sikkerhedseftersyn
Der skal desuden være oplysninger om den nødvendige oplæring og om evt. brug af personlige værnemidler, samt om evt. støj og vibrationsniveauer.
Til brugsanvisningen hører de planer og diagrammer, der er nødvendige for at bruge maskinen og for vedligeholdelse, eftersyn, kontrol og reparation, samt andre oplysninger fx omkring sikkerhed. Brugsanvisningen skal være let tilgængelig og i det opfang, det er muligt, være angivet direkte på maskinen.
Leverandørbrugsanvisninger for byggekomponenter
For visse byggekomponenter stiller arbejdsmiljøloven krav om, at leverandøren udarbejder en særlig leverandørbrugsanvisning.
Det drejer sig om bl.a. følgende byggekomponenter:
Vægelementer, vindueselementer, dørelementer, tagelementer, gipsplader/systemvægge, loftsystemer, trappeelementer, kantsten, betonfliser, betonelementer, tagplader, spær, bjælker, ovenlys, radiatorer, store kloakrør, nedgangsbrønde og skabselemener.
Leverandørbrugsanvisningen skal væres skrevet i et letforståeligt sprog og indeholde oplysninger om, hvordan byggekomponenten er indrettet, og hvordan den fungerer. Den skal også fortælle om eventuelle farer, begrænsninger i brugen og om sikkerhedsforanstaltninger herunder brug af personlige værnemidler. Leverandørbrugsanvisningen er en vigtig del af grundlaget for arbejdsgiverens instruktion af de ansatte
Instruktion
Som arbejdsgiver er du ansvarlig for at instruere dine medarbejdere i at arbejde sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og du har pligt til at kontrollere, at de også gør det.
Kontrolplan for sikkerhed og sundhed
Som arbejdsgiver på byggepladsen har du pligt til at føre effektiv kontrol med sikkerheden. En god måde at organisere dette på er at lave en kontrolplan for sikkerhed og sundhed. Du opbygger kontrolplanen ved at beskrive den standard, du forventer at se på byggepladsen og derefter lave en plan der fortæller:
- Hvad skal kontrolleres?
- Hvem skal kontrollere?
- Hvor tit skal der kontrolleres?
- Hvordan skal der kontrolleres?
Kontrolforanstaltningerne skal som minimum omfatte de arbejdsopgaver, der indeholder risici fra bilag 1 i bekendtgørelse 589 om byggepladsens indretning.
Kurser på byggepladsen
Det kan ofte være en rigtig god ide at gennemføre minisikkerhedskurser på selve byggepladsen, og det er noget, du som entreprenør kan tage initiativ til. Det kan være kurser i:
- Anhugning
- Faldsikring
- Elværktøj
- 1. hjælp
Kurserne vil oftest have hovedvægten på de praktiske færdigheder, men også gennemgå den elementære teori omkring emnet. Kurserne er et rigtig godt virkemiddel til generelt at hæve sikkerhedsstandarden på pladsen.
Senest revideret den 10. februar 2010