Branchevejledning om byggepladsens plan for sikkerhed og sundhed
Bygherren skal sørge for, at arbejdsmiljøkoordinator i projekteringen (P) udarbejder en skriftlig plan for sikkerhed og sundhed (PSS), når byggepladsens størrelse eller arbejdets farlighed kræver det.
Formålet med byggepladsens plan for sikkerhed og sundhed (PSS) er at sikre, at alle, der arbejder på pladsen, har et godt arbejdsmiljø. Planen kan samtidigt være et godt styringsredskab for byggeledelsen og for virksomheder og beskæftigede på byggepladsen.
Hvornår skal der udarbejdes PSS?
Der skal udarbejdes en PSS i projekteringsfasen, hvis der i udførelses-fasen vil være mere end én arbejdsgiver tilstede, og der er beskæftiget mere end ti personer samtidigt på byggepladsen.
På byggepladser med flere arbejdsgivere og 10 eller færre personer beskæftiget samtidigt på pladsen skal der udarbejdes en PSS, hvis der udføres særligt farligt på pladsen. PSS skal i dette tilfælde kun omfatte den del af arbejdet, der vedrører den særlige fare.
|
Byggepladsens størrelse
Arbejdets farlighed |
Flere arbejdsgivere med i alt 1-10 ansatte samtidig |
Flere arbejdsgivere med flere end 10 ansatte samtidig |
| Almindelige sundheds- og sikkerhedsrisici |
Ikke krav om skriftlig PSS |
Krav om skriftlig PSS |
| Særligt farligt arbejde |
Krav om skriftlig PSS, men kun for det særligt farlige arbejde |
Krav om skriftlig PSS |
Det anbefales, at der altid udarbejdes en PSS, bortset fra helt små og ufarlige byggerier.
PSS skal i hele byggeperioden være tilgængelig for de ansatte og arbejdsgiverne på byggepladsen.
I udbudsmaterialet skal det også fremgå, hvilke ydelser som entreprenøren skal bidrage med, og hvornår de skal være til rådighed for arbejdsmiljøkoordinator. Det kan fx være en god ide at pålægge entreprenøren i forbindelse med kontraktunderskrivelse at aflevere de nødvendige oplysninger til færdiggørelse eller opdatering af PSS.
Udarbejdelse af PSS
PSS skal indeholde følgende planelementer:
- Byggepladsens organisation (organisationsplan)
- Byggepladstegning
- Tidsplaner
- Beskrivelse af eksisterende forhold og risici som følge af projektets udformning
- Beskrivelse af byggepladsens færdsels- og andre fællesområder, herunder forhold vedr. orden og ryddelighed, inklusive snerydning, grusning og affaldshåndtering
- Afgrænsning af områder med særlige risici, samt angive specifikke foranstaltninger vedrørende evt. særligt farligt arbejde
- Procedurer for kontrol med sikkerhedsforanstaltninger
- Beredskabs- og evakueringsplaner
Byggepladsens organisation
Organisationsplanen skal indeholde adresser, CVR-numre, mail- og telefonliste for bygherre, projekterende og bygherrens arbejdsmiljø-koordinator (P) og arbejdsmiljøkoordinator (B), når denne er udpeget.
Byggepladstegning
Byggepladstegningerne skal vise placering eller angivelse af:
- Tilslutningssteder for tekniske installationer (el, vand, kloak, tlf.), hvor de enkelte entreprenører kan tilslutte materiel, skure m.m.
- Færdsels-, transport- og flugtveje, der er/bliver fælles for flere arbejdsgivere (veje for kørende/gående trafik, elevatorer, materialehejs, trapper m.m.), herunder orienteringsbelysning.
- Foreskrevne/forudsatte tekniske hjælpemidler (kraner, blandestationer, stilladser, støvsugere, montage- og transportudstyr m.v.) og stationære arbejdssteder (klippe- og bukkebord, stenplads, rundsav m.v.), herunder evt. oplagsplads herfor.
- Materialepladser for de enkelte entreprenører.
- Affaldspladser (containere) for de enkelte entreprenører.
- Førstehjælpsudstyr (telefon, brandmateriel m.v.).
- Byggepladsledelse (konduktør- og mødeskur m.v.).
- Velfærdsforanstaltninger for de enkelte entreprenører (skurby, parkeringspladser m.v.).
Byggepladstegningen skal desuden angive eller beskrive:
- Den fornødne plads til de anførte tekniske hjælpemidler og skure m.v.
- Hvor og i hvilke tidsperioder eksisterende installationer i jorden/eksisterende bygning (højspændingsledninger, gas ledninger m.v.) findes.
- Særlige risici på arealet (forurenet jord, giftdepoter, sprængstoffer, m.v.) eller i eksisterende bygning (asbestholdige materialer, PCB m.v.)
- Hvor der skal udføres arbejdsprocesser, der indebærer særlige risici (anbefales).
I forbindelse med byggepladsplanen bør der foreligge en tegning, der også viser byggepladsplanen over de fremtidige forhold. En sådan tegning vil give et godt grundlag for at opstille materielcontainer, telte, lysmaster, affaldscontainere, kraner m.m., der ikke skal flyttes undervejs i byggeprojektet. Det vil bl.a. minimere behovet for at revidere byggepladsplanen, hver gang der kommer nye entreprenører på pladsen.
Tidsplan
Tidsplanen skal vise:
- Hvornår den enkelte arbejdsgiver har arbejdsopgaver på byggepladsen.
- Hvornår der skal foregå arbejder, der medfører særlig fare.
- Hvornår flere arbejdsgivere arbejder på samme område (fællesområder).
Den projekterende har ansvaret for at vurdere og beskrive i projektet, hvorledes de enkelte arbejder eller arbejdsfaser skal tilrettelægges i forhold til hinanden, så arbejdet kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Bygherren har det juridiske ansvar for, at PSS indeholder en tidsplan, som gør det muligt at gennemføre byggeprojektet på en forsvarlig måde.
Der er derfor behov for tæt dialog mellem arbejdsmiljøkoordinator (P) og den projekterende, når den samlede tidsplan skal udarbejdes. Det skal sikre, at bygherrens tidsfastsættelse bliver tilpasset den projekterendes beskrivelse af, hvordan de enkelte arbejder eller arbejdsfaser tilrettelægges mest hensigtsmæssigt i forhold til hinanden.
Tidsplanen skal være så detaljeret, at farlige arbejdsprocesser kan identificeres, herunder hvilke arbejder der ikke kan udføres samtidig med/i nærheden af andre arbejder. Det kan således være nødvendigt at justere tidsplanen, så det sikres, at andre beskæftigede på byggepladsen ikke udsættes for fx støjende eller støvende arbejder. Tidsplanen skal ligeledes være så detaljeret, at den enkelte entreprenør er i stand til at vurdere, om den afsatte tid til udførelse af de enkelte arbejder/arbejdsfaser er tilstrækkelig.
Særligt farligt arbejde skal tidsmæssigt være særskilt fastlagt i tidsplanen.
Beskrivelse af eksisterende forhold
Med mindre det fremgår af byggepladstegningen skal forhold på bygge-pladsen med betydning for sikkerhed og sundhed beskrives særskilt i PSS. Særlige risici skal beskrives nøje. Det samme gælder forholdsregler og foranstaltninger, der kan forhindre udsættelsen for risici dels fra de enkelte entreprenørers arbejder på byggepladsen, dels fra pladsens omgivelser.
Risici som følge af projektets udformning
Det skal i PSS beskrives, hvilke risici og andre særlige forhold der er forbundet med gennemførelse og vedligeholdelse af det konkrete projekt. Se mere om forebyggelse i projekteringen.
Af hensyn til de øvrige arbejdsgiveres beskæftigede på byggepladsen skal PSS beskrive hvilke særlige foranstaltninger, der eventuelt skal tages i de fællesområder, hvor der udføres særligt farligt arbejde. Der skal som minimum tages stilling til skiltning i de fællesområder, hvor der skal anvendes personlige værnemidler, så andre på byggepladsen ikke ved en fejl begiver sig ind i disse områder uden værnemidler.
Fællesområder kan være hele byggepladsen, fx hvis en arbejdsgivers ansatte udfører arbejde med et meget højt støjniveau.
Hvis der er særlig risiko for udslip af sundhedsskadelige stoffer, brand, eksplosion, ulykker m.v., skal nødvendig samordning af beredskabs-, evakuerings- og øvelsesplaner beskrives, herunder hvem der har ansvaret for samordningen.
Mulige risici fra projektets omgivelser skal beskrives – fx hvis projektets nabo er et spildevandsanlæg, trafikale forhold og kraner fra tilstødende byggeprojekter.
Fælles sikkerhedsforanstaltninger
PSS skal beskrive, hvilke fælles sikkerhedsforanstaltninger herunder mængde og kvalitet, der etableres, hvor de etableres og af hvem. Kvalitetskrav og mængde kan fx fremgå af byggepladstegningen. Det skal også fremgå, hvilke entreprenører og hvor ofte, der skal føres tilsyn med de aftalte fælles foranstaltninger.
Eksempler på kvalitetskrav
- Færdselsvejes belægning/vægt, som de skal kunne tåle under alle vejrforhold.
- Stilladsers vægtklasse og bredde af hensyn til de forskellige brugere. Skal der være separate opgangsfelter og/eller inddækning? Hvis fx stilladset af hensyn til de forskellige brugere skal ændres under udførelsen, skal ændringerne beskrives, herunder hvem der er ansvarlig for disse ændringer, samt hvornår de skal foretages. Det skal også fremgå, hvilke entreprenører der fører tilsyn med stilladser og holder dem i orden.
PSS under udførelse
Når bygherren har indgået aftaler med entreprenørerne, skal PSS gøres færdig i overensstemmelse med grundlaget og de konkrete aftaler, der er indgået. Det vil typisk være arbejdsmiljøkoordinator (B) som løser denne opgave.
Hvis opgaven som arbejdsmiljøkoordinator (P) og arbejdsmiljøkoordinator (B) ikke varetages af den samme person, skal der ske en ordentlig overdragelse af PSS.
Byggepladsens organisation
Oversigten over byggepladsens organisation udbygges med en fyldest-gørende adresse- og telefonliste, der skal indeholde firmanavne og -adresser, CVR-nummer, kontaktpersoner, telefonnumre, og e-mailadresser på:
- Bygherren og dennes tilsyn
- De projekterende firmaer
- Entreprenører og deres byggeleder
- Fagentreprenørfirmaer, konduktører/underentreprenør, firmaer, konduktører
- Den person som på bygherrens vegne har udarbejdet PSS (arbejdsmiljøkoordinator (P))
- Den person som på bygherrens vegne skal ajourføre PSS (abejdsmiljøkoordinator (B))
- Arbejdsmiljøorganisationens opbygning/deltagere i evt. arbejdsmiljøgrupper og arbejdsmiljøudvalg i den udstrækning disse er kendt på dette tidspunkt
Opstartsmøde
Før byggestart bør der holdes et eller flere opstartsmøder med deltagelse af de virksomheder, der skal udføre byggeriet. På mødet foretages en samlet gennemgang af PSS, og ønsker fra de udførende firmaer kan indarbejdes i PSS. Hvis arbejdsmiljøkoordinator (P) og arbejdsmiljø-koordinator (B) ikke er samme person, bør der før opstartsmødet ske en overdragelse af det videre arbejde med PSS.
Formålet med opstartsmødet er, at alle får det bedst mulige kendskab til det fælles arbejdsmiljø på pladsen, så entreprenørerne har mulighed for at planlægge egne nødvendige foranstaltninger. Også entreprenører, der skal udføre arbejde på et senere tidspunkt, bør orienteres om hovedindholdet i PSS inden byggepladsstart.
Revision
Byggepladstegninger bør revideres ud fra det konkrete kendskab til den enkelte entreprenørs valg af tekniske hjælpemidler, pladsbehov m.m. Tidsplanen bør gøres detaljeret og eventuel revideres i samarbejde med entreprenøren, så alle aktiviteters indbyrdes relationer kan aflæses.
Planens øvrige elementer tilrettes efter behov på tilsvarende måde.
Herefter færdiggøres PSS og godkendes endeligt af bygherren
PSS skal foreligge inden byggepladsstart og være tilgængelig for arbejdsgiverne og deres ansatte ligeledes ved deres start på byggepladsen.
Den ajourførte PSS skal i hele byggeperioden være tilgængelig for alle arbejdsgivere og deres ansatte på byggepladsen og skal indgå aktivt i grundlaget for samarbejdet om sikkerhed og sundhed. PSS bør derfor udformes i en let tilgængelig form.
Introduktionsmøder
Arbejdsmiljøkoordinator (B) bør sikre, at alle nytilkomne arbejdsgivere og deres ansatte inden opstart på byggepladsen får den nødvendige information om den ajourførte PSS. Umiddelbart før nye entrepriser igangsættes, bør der holdes et introduktionsmøde, hvor PSS gennemgås detaljeret med særlig vægt på forhold i tidsplan, materialevalg (hvis der stilles særlige krav til disse), oplag af materialer og affaldshåndtering, krav til oprydning og rengøring samt andre forhold, der har betydning for den nytilkomne arbejdsgiver på byggepladsen.
Tilsvarende introduktionsmøder bør afholdes af hovedentreprenøren, når der bliver indgået nye aftaler med underentreprenører.
Ajourføring af PSS
PSS skal løbende ajourføres. Det skal altid fremgå, hvordan bygge-pladsens arbejdsmiljøorganisation ser ud. Det skal fremgå, hvem der hos de enkelte arbejdsgivere indgår i en eventuel arbejdsmiljøorganisation eller -gruppe, samt hvem der repræsenterer de enkelte arbejdsgivere, og hvem der er med i arbejdsmiljøorganisationen ved sikkerhedsmøderne.
Arbejdsmiljøkoordinator (B) ajourfører PSS, herunder organisationsplan, byggepladstegning og tidsplan, efterhånden som arbejdet på byggepladsen skrider frem, og ændringer foretages. Planens status og ajourføring bør være et fast punkt på sikkerhedsmøderne.
Arbejdsmiljøkoordinator (P) skal udarbejde en journal over områder, der bør tages hensyn til ved eventuelle fremtidige arbejder. Journalen udarbejdes under projekteringen og opdateres ved projektændringer under udførelsen med bidrag fra arbejdsmiljøkoordinator (B).
Beskrivelse af ændringer
Der kan i løbet af byggeriet opstå forskydninger i tidsplanen/arbejds-processerne. Det er vigtigt at få alle ændringer indføjet i PSS, herunder:
- Nye fællesområder
- Risici for at udsætte andre for skadelige påvirkninger fra støv, støj eller særligt farlige arbejder m.v.
- Ændret anvendelse af stilladser, fx brug af reklamer på store facadestilladser, hvilket kan kræve betydelig bedre fastgørelse end forudsat efter udbudsmaterialets angivelser
Endelig er det vigtigt, at det til enhver tid fremgår af PSS, hvem der har ansvar for de forskellige foranstaltninger i fællesområderne.
Det anbefales, at alle ændringer i PSS beskrives i referater fra de ordinære sikkerhedsmøder med forudgående eller efterfølgende behandling på byggemøder.
Senest revideret den 25. marts 2011