Organisering af sikkerhedsarbejdet
Det er vigtigt, at den projekterende får etableret et godt samarbejde med arbejdsmiljøkoordinatoren i denne fase. I handlingsplanen for projekteringsfasen skal indsatsen for arbejdsmiljøet være markeret tydeligt.
Som projekteringsleder skal du inddrage arbejdsmiljøkoordinatoren i projektet, så snart bygherren har indgået aftale om opstart af projekteringen.
I kan med fordel udarbejde en handlingsplan for jeres forskellige roller og opgaver under projekteringen og aftale grænsefladerne for jeres opgaver under projekteringen.
Handlingsplan
I starten af projekteringsfasen er det vigtigt at lave en arbejdsplan, hvor indsatsen for arbejdsmiljøet er markeret tydeligt.
Handlingsplanen skal være med til at sikre:
- at I laver en arbejdsmiljøvurdering af projektgrundlaget, der systematisk identificerer arbejdsmiljørisici
- at I arbejder systematisk og målrettet med at fjerne/reducere risici
- at I får udredt og vurderet særlige arbejdsmiljømæssige problemstillinger, der dukker op under projekteringen
- et godt samarbejde mellem forskellige tekniske discipliner, og at arbejdsmiljøindsatsen bliver koordineret
- at I dokumenterer indsatsen under projekteringsforløbet
- at beslutnings- og organisationsplanen kan opdateres med de nødvendige detaljer med hensyn til ansvar, opgaver og beslutningsproces omkring arbejdsmiljø
- at I beskriver eventuelle restrisici og formidler dem videre til den næste fase
Tids- og beslutningsplan
Samarbejdet mellem byggeorganisationens parter skal være præget af gensidig tillid og respekt for hinandens arbejde. Der skal udarbejdes tids– og beslutningsplan for fasen, og det anbefales, at samarbejdet evalueres, og at det vurderes, hvor det kan blive bedre.
Projekteringstidsplanen bør gennemgås med arbejdsmiljøkoordinatoren snarest muligt efter dens udarbejdelse med henblik på, at arbejdsmiljøkoordinatoren kan planlægge efter, hvornår det er vigtigt, at han har en dialog med projekteringsorganisationen. Det kan fx være en fordel at vide, hvordan at granskningsarbejdet skal gennemføres.
Fokusgrupper
Fokusgrupper, som arbejder på tværs i den traditionelle projektorganisation, kan være meget gavnlige specielt i projekteringens indledende faser.
Fokusgrupperne fremmer projektorganisationens muligheder for at præsentere/visualisere koncepter, løsningsmodeller og løsningsforslag indenfor de enkelte fokusområder - i sammenhænge og i helheder. Arbejdsmiljø kan være et fokusområde i sig selv, men hvis fokusområdet fx er drift og vedligehold, er det indlysende, at arbejdsmiljø også vil være en vigtig og værdifuld del af denne fokusgruppes arbejde.
Fokusgrupperne skal have repræsentanter fra de fagområder i projektorganisationen, der kan give og udnytte input fra gruppens arbejde. Hver gruppe ledes af en formand, som er specialist indenfor fokusområdet.
Senest revideret den 9. februar 2010